No 6 – fondene

Mine fonde og planerne for dem

Dette er ikke et egentligt bud på et generelt godt fondsdepot. Min tidshorisont er kort, min risikoprofil høj. I modsætning til mange omkring mig.
Jeg leger og lærer, og skulle jeg miste alle pengene, hvilket dog er ret usandsynligt, ville jeg være okay med det. Jeg går hverken efter tidlig pension eller tryghed. Foretrækker alle dage eventyret – som jeg også altid har formået at skabe kapital til.
Lægger vi de potentielle forskelle mellem os til side, kan mine valg af fonde måske alligevel fungere som inspiration.

Her et billede af de fonde jeg pt har i mit fondsdepot. Min mindste position er omkring 6.000,-:

Der er en overvægt af Asien/Emerging Markets og Tech. Dette bliver vejet op af, at der i mit aktiedepot er en del medicinalaktier og danske aktier. Og så er der i begge depoter en masse små blandede bolcher.

 

Tidshorisont:
Jeg er som udgangspunkt langsigtet i mit fondsdepot. Særligt mine sektorspecifikke ETF’er, forventer jeg ikke et nævneværdigt afkast fra, førend der er gået i hvert fald ti år. Ligeledes de fonde der er eksponeret mod Indien (og Emerging Markets). Med den forventede befolkningstilvækst i Indien, bør det gå de fonde godt, men det vil tage en rum tid, ti-tyve-tredive år forestiller jeg mig. Uden at det dog bør være helt kedeligt på vejen.

 

Den aktivt forvaltede Asien fond fra CWorldWide og den passive fond Fjernøsten fra Danske Invest udgør min lille Asien konkurrence mellem de to typer forvaltning. De klarer sig begge fortrinligt det meste af tiden. Men de rummer naturligvis også begge aktier som kinesiske Tencent og andre lignende aktier, der altså klarer sig godt nu, og som desuden kan være lidt besværlige og omkostningstunge at få del i som enkeltaktier (man kan købe Tencent på Saxo og DeGiro men minimum 100 stk). Jeg er spændt på at se, hvilken af de to forvaltningsformer, der vil klare sig bedst både inden, under og efter små og store korrektioner. Udbytterne forvirrer billedet lidt, men over tid, håber jeg alligevel at kunne lave et regnestykke, der kan vise mig, hvilken der er optimal at satse begges puljer på. Da de klarer sig godt, men er ret volatile, vil jeg sælge dem skulle der komme et godt afkast på (+10 procent). Så kan jeg altid købe op igen ved fald.

 

Fundamental Invest havde et lidt skidt 2017, som var her jeg købte den, men har over fem år, inkl 2017, skabt et afkast på ca 142 procent. Til sammenligning har den passive fond der dækker samme geografiske område fra Sparinvest lavet 90 procent på samme årrække. Det skal siges at sammenligninger mellem andre aktive og passive foreninger ikke nødvendigvis falder ud til den aktive fonds fordel. Hvis/når Fundamental Invest kravler op af hullet, og får skrabet en afkast sammen til mig, sælger jeg nok ud. Jeg håber at det sker inden for tre-fem år. Alt afhængig af mindre/større korrektioner.

 

Min favorit fond, som også var hovedårsagen til, at jeg kastede mig ud i ETF’erne, er fonden BOTZ, som rummer robotics og AI (artificial intelligence). Den har ligget helt i top siden jeg købte den, og selvom den også dykker hårdt, når markedet korrekter sig, er den den hurtigste til at blive glad igen. Næste gang den kommer op på et afkast på 10-15 procent, så sælger jeg nok og køber op, når den går ned. Der er en del volatilitet i denne sektor synes jeg at erfare. Det vil dog så nødvendigvis blive i en tilsvarende europæisk fond, da jeg ikke kan købe amerikanske ETF’er (kun sælge dem jeg allerede har) grundet de nye MiFID II regler.

 

Min nyeste fond er en indeksfond der tracker small cap i Europa. Den klarer sig godt nu, men jeg forventer at den vil klare sig dårligt, gennem en større korrektion. Små virksomheder har mindre at stå imod med i svære tider (korrektioner). Derfor vil den blive solgt inden alt for længe.

 

Solgte fonde:

Dem jeg har solgt fra siden jeg åbnede depotet i juni 2017, er,

  • Sparinvest Globale Aktier min. Risiko KL som særligt grundet dollaren ikke klarede sig så godt, men som også var fire år om at komme sig ovenpå den store korrektion i 2008, hvilket jeg givet min korte tidshorisont, ikke ville have mod på at vente på skulle det ske igen
  • CWorldWide Globale Aktier, klarede sig, ligeledes pga dollaren, ikke godt nok i forhold til deres meget høje ÅOP
  • Danske Invest Danmark indeks, købt som pendant til Fundamental Invest, men givet mine mange danske enkeltaktier, ikke nødvendig særlig ikke medregnet deres ÅOP
  • SOXX en ETF der tracker semiconductor-industrien, vurderede jeg også unødvendig, da jeg alligevel investerer direkte i enkeltaktier inden for den industri 
  • Fundamental Invest (lidt af min position) fordi mit tab blev stort. Særligt skulle der komme en større korrektion. Så hellere frigive nogle af midlerne til at købe op senere

Det var egentlig flere end jeg troede. Men jeg havde gode grunde til alle mine salg og fortryder ingen af dem.

 

Planlagte køb:
Jeg har planer om at købe en ETF der tracker de 50 største virksomheder (large cap) i Europa. Jeg afventer blot en mindre eller større korrektion. Hvis der kommer en mindre køber jeg halvdelen af den position jeg gerne vil opnår, for så at supplere med resten, når den store korrektion en dag rammer. Uanfægtet hvor lang tid jeg må vente på dette.

Hvis jeg var meget langsigtet, ville jeg blot købe lidt ind ad gangen og starte allerede nu. Evt via en kurtagefri månedsopsparing, via den ene gratis ETF man månedligt må erhverve sig hos DeGiro eller hos Saxo hvor der intet minimumsgebyr er, hvilket ville gøre det ligegyldigt om jeg køber lidt eller meget ad gangen rent kurtage/gebyrmæssigt.

Men siden jeg ikke er langsigtet, tåler jeg dårligt, at købe ind før en større korrektion. Hvis fonden er to-tre år om at nå op på før-korrektion niveau, vil det have været en dårlg investering, hvorimod jeg, hvis jeg køber nær en bund vil være bedre/mere frit stillet.

 

Risikoprofil:

Jeg arbejder med en rimelig høj risiko, særligt i  mit aktiedepot, men også her i fondsdepotet. Dette fordi tidshorisonten på mine samlede investeringer er relativ kort, samlede aktie-investeringer 1-3 år, nogle af fondene 1-5 år og kun få fonde, primært ETF’erne, op mod 20-30 år.

Billede af min reelle risikoprofil i mit fondsdepot:

 

Billede af udviklingen i mit fondsdepot:

Udviklingen i mit fondsdepot ligner den i mit aktiedepot blot med halvt så meget volatilitet. I januar var aktiedepotet oppe at 110 på grafen hvor fondene nøjedes med 105 og det sammen den modsatte vej.
Generelt synes jeg at det er gået godt. Særligt min ekstremt begrænsede erfaring taget i betragtning.

 

Kh Sarah

 

Og hey, husk lige, at jeg jo bare er mig, en blond sociolog, uden særlige forudsætninger for at vide mere om aktier og økonomi end dig. Derfor er alle valg du træffer dine egne. Jeg deler blot mine (umanerlig mange) tanker om egen vej med dig:)

Her tænker du på “No 6 – fondene”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *