No 8 – woman, diversify yourself

Det er ikke nogen hemmelighed. Diversificering er vigtigt. Meget vigtigt.

Og af en eller anden årsag, går jeg mere op i dette, end så meget andet, som man kunne mene var mindst lige så vigtigt. Som fx ÅOP.

ÅOP kan bare slet ikke få mine kinder til at stråle på samme måde som ‘diversificering’!

 

Men hvad betyder det egentlig i praksis. Hvornår er man spredt nok og er det bedst at komme let og elegant omkring det eller at være lidt mere “elefant” i sin tilgang.  Er det bedst at stå for det hele selv eller bedre at lade andre løfte opgaven. Som med alt andet inden for dette felt, er der et hav af tilgange. Således noget for enhver.

Her primært et forsøg på at brede landskabet ud.

  • For det første handler det om at være spredt i de forskellige sektorer. Det er lidt forskelligt hvor mange man her taler om. Jeg har medtaget ni.
  • Dernæst handler det om geografisk spredning. Det giver lidt sig selv.
  • Og slutteligt om at have øje for de forskellige Cap(ital) størrelser en virksomhed kan have.

Alle både tilvalg og fravalg indebærer muligheder og risici.

Og nu vi er ved risici. De mest stabile værdier er (stats og realkredit)obligationer, fast ejendom og kontanter. For mig udgør det kernen/fundamentet i min portefølje. Jeg har ingen obligationer pt grundet det lidet attraktive afkast, men har ejendom, bil og kontanter. Så skulle de finansielle markeder slå revner kan jeg sove trygt som bjørnen i sin lune bolig.

 

Tilbage til de tre punkter.

Sektorer:

Nogle sektorer er mere stabile end andre. Det er de defensive. I de sektorer finder vi de ting som vi altid har brug for. Uanfægtet den verdensøkonomiske situation vil vi gerne både spise, drikke og have el, gas og vand til projekt “mad”. Vi vil også gerne forsikre vores hus, og have lys i det så vi kan se hinanden og vores ting når det er mørkt udenfor. Og så vil vi gerne have lys på gader og stræder.

De ting vi kan undvære, når det går mindre godt med økonomien, er det nye køkken, den nye bil, det nye hus osv. Så byggeriet, bankerne og industrien er mindre stabile sektorer. De kaldes de cykliske sektorer.

Det er godt at have lidt af hvert. I min kommende perfekte portefølje er huset (på mit kontante/ejendomsfundament) bygget af defensive aktier, og taget, som kan blæse af, hvis det virkelig stormer, er bygget af de cykliske.

 

 

Geografi:

Når det går godt i USA går det ikke nødvendigvis lige så godt i Europa og omvendt. Danmarks store virksomheder er måske mere stabile end de brasilianske. Man kan købe enkeltaktier såvel som fonde med henblik på en geografisk spredning. Alt dette er værd at læse op på.

 

 

Market Cap – Cap(ital) størrelse:

Der er Large Cap, Mid Cap og Small Cap. Tre forskellige størrelser virksomhed.

De store har noget at stå imod med, de små potentielt gode vækstbetingelser.

Det kan være svært at sælge sine small cap aktier i modgangstider, hvorimod de store kæmper kan være lettere at afhænde – til den rigtige pris (for dem forstås, ikke for dig).

 

Nogle siger, at hvis blot man vælger tyve aktier fra det danske C25 indeks, så er man globalt/sektormæssigt spredt. Dette da de store danske virksomheder sælger deres varer til hele den ganske verden. Man kan også købe sig ind i nogle investeringsforeninger og på den måde opnå en stor spredning selv for få investerede midler.

Eller man kan gøre det virkelig besværligt for sig selv, som jeg, og gøre lidt af det hele. Plus en masse ekstra. Jeg har altid været fan af toppings;)

 

Således mit første take på et skriv om diversificering. Det bliver med overvejende stor sandsynlighed ikke det sidste.

 

Kh Sarah

 

Og hey, husk lige, at jeg jo bare er mig, en blond sociolog, uden særlige forudsætninger for at vide mere om aktier og økonomi end dig. Derfor er alle valg du træffer dine egne. Jeg deler blot mine (umanerlig mange) tanker om egen vej med dig:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *